Kenneth Larsen, klarinet (basklarinet)
Hvorfor blev du musiker og hvorfor netop klarinet?
Da jeg var 5-6 år, ønskede jeg mig fra legetøjs-katalogerne allermest de instrumenter, jeg der så.
Da vi i folkeskolens 3. klasse alle fik udleveret en blokfløjte og fik undervisning i at spille, var jeg fyr og flamme, og øvede mig meget hver dag. Et par år senere ville mine forældre gerne understøtte min passion med at spille og hjalp mig videre med et større blæseinstrument. At det blev klarinet, var der en vis tilfældighed i, men det blev til dels afgjort ved, at vi fandt en lærer i nærheden, som havde klarinetten som instrument.
Hvor har du studeret og hvordan har din karriere ført dig til Odense Symfoniorkester?
I 9. klasses praktikordning var jeg hos Odense Symfoniorkester. Det var i januar 1986 og programmet var Beethovens 9. symfoni. I september samme år startede jeg på Det Fynske Musikkonservatorium, hos daværende solo-klarinettist Jens Schou. Jeg var 16 år gammel.
I 1988 assisterede jeg for første gang i orkesteret. I 1990 blev jeg ansat i den stilling, jeg stadig har. Man kan vel sige, at jeg gik den lige vej og er blevet ved min læst.
Hvilken musik vil du allerhelst spille?
Jeg elsker at spille klassik og tidlig romantik, men nyder også udfordringerne i de fleste typer af værker, vi spiller, som jo strækker sig over mange genrer og tidsperioder.
Hvad er det største, der er sket indenfor musikken i din tid eller i din karriere?
Jeg har bl.a. haft den glæde at spille i Trio Chalumeau, hvor vi har spillet mange koncerter i ind- og udland. Vi har også lavet en del cd-indspilninger, bl.a. et skønt arrangement af Bachs Goldberg Variationer, der blev valgt af DR P2 som månedens cd-udgivelse for en del år siden.
I orkesteret har der gennem årene været mange højdepunkter, med store dirigenter og solister, cd-indspilninger og operaforestillinger. Wagners Ring var f.eks. et af de højdepunkter.
Hvordan håber du, at andre får udbytte af din musiske indsats?
Et orkester er jo en stor organisme, hvor jeg kun er en lille del. Jeg håber, at mennesker, der kommer til vores koncerter og arrangementer, får noget med sig hjem, og om ikke andet så et behageligt frirum fra tilværelsens mere krævende aspekter.
Hvilken komponist eller anden musiker beundrer du mest?
Jeg beundrer de store gamle komponister, Bach, Mozart, Beethoven, Schubert mv. Og også generelt musikere, der spiller på et højt niveau.
Hvad foretager du dig, når du ikke spiller musik?
Jeg bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og har i mange år været optaget af meditation.
Jeg driver i min fritid også et mikrobryggeri ved navn HumlepraXis.
Jeg kan godt lide at se film og gå ture. Jeg nyder at drikke rødvin og smage på øl.