Anna Pettersson, cello
Hvorfor blev du musiker og hvorfor netop cello?
Jeg kommer fra en musikerfamilie, så det lå lidt i kortene, at jeg skulle spille et instrument. Til instrumentdemonstration i skolen faldt valget på cello. At jeg endte med at blive musiker skete mere eller mindre af sig selv.
Hvor har du studeret, og hvordan har din karriere ført dig til Odense Symfoniorkester?
Jeg studerede først på Nordiskt Musikkonservatorium i Sverige. Derefter seks år på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos professor Erling Blöndal Bengtsson. Efter lidt freelance i diverse orkestre i Sverige og Danmark havde jeg kontraktansættelser hos blandt andet Esbjerg Ensemble, Malmø Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester, før jeg blev fastansat her i 97.
Hvilken musik vil du allerhelst spille?
Jeg kan lide at spille alt, bare det er god musik!
Hvad er det største, der er sket indenfor musikken i din tid eller i din karriere?
Uden tvivl da vi spillede Ringen med Maestro Vedernikov! Det var en oplevelse for livet. I det hele taget har årene med Vedernikov budt på mange store musikalske oplevelser.
Hvordan håber du, at andre får udbytte af din musiske indsats?
Jeg håber, at vi i orkesteret kan få flere og nye lyttere til at opdage os og vores musik. Især det klassiske repertoire, som jo er vores “speciale”.
Hvilken komponist eller anden musiker beundrer du mest?
Det er umuligt for mig at sige. Jeg lytter til alle mulige genrer/komponister/artister, og kan ikke rigtig sætte nogen foran andre. Men selvfølgelig har Bach en særlig plads i cellohjertet.
Hvad foretager du dig, når du ikke spiller musik?
Det er nemt at svare på: jeg træner hunde! Jeg er aktiv indenfor agility, hyrdning og hoopers, og har for eksempel kvalificeret mig til danmarksmesterskaber i agility flere gange. Jeg underviser også andre og er uddannet agility-, klikker- og hoopers-instruktør. Ellers gør jeg en del i uld, som jeg spinder, farver og strikker, og jeg er også aktiv i orkesterets strikkeklub.